Love / Vedtægter

Nedenstående kan downloades som pdf-fil [her]

 

Love for
Strandby-Elling-Nielstrup Idrætsforening
(SEIF)

§ 1
Foreningens navn og formål.
Stk. 1 Foreningens navn er Strandby-Elling-Nielstrup Idrætsforening (SEIF). Foreningen er
stiftet 1. oktober 1992 ved en sammenlægning af Strandby Idrætsforening, stiftet 1940, og Elling Idrætsforening, stiftet 26. august 1969. 1. januar 2010 blev Nielstrup Boldklub og Ungdomsforening, stiftet 10.01.67.tilsluttet.
Stk. 2 Foreningens formål er at virke for idrættens fremme i Strandby-Elling og Nielstrup området.

§ 2
Medlemsforhold
Stk. 1 Foreningen består af aktive medlemmer, der er tilsluttet en eller flere afdelinger. Passive medlemmer er foreningsmedlemmer.
Stk. 2 Indmeldelse i foreningen sker ved henvendelse til den enkelte afdeling eller direkte til foreningen.
Medlemskabet er gyldigt ved indbetaling af kontingent.
Ved optagelse som medlem oplyses navn, adresse og fødselsdata. Bestyrelsen kan
forlange, at personer under 16 år udfylder en optagelsesformular påført forældrenes
underskrift.
Stk. 3 Udmeldelse af foreningen sker ved henvendelse til afdelingen eller direkte til foreningen.
Stk. 4 Et medlem kan ekskluderes, såfremt kontingentet ikke er indbetalt rettidigt, samt hvis
medlemmet skader foreningens anseelse og/eller arbejde. Jvf. § 6 stk. 6. Er et medlem
ekskluderet på grund af restance, kan fornyet optagelse kun ske ved betaling af restancen samt indmeldelsesgebyr.
Stk. 5 Som æresmedlem kan udnævnes personer der, gennem en periode, har gjort noget
ekstraordinært for foreningen.

§ 3
Myndighed, ledelse og generalforsamling
Stk. 1 Generalforsamlingen er foreningens højeste myndighed.
Stk. 2 Ordinær generalforsamling afholdes hvert år i marts, og indkaldes af bestyrelsen med mindst 3 ugers varsel. Bekendtgørelse skal ske i den lokale presse eller i foreningens
medlemsblad. Forslag, der af medlemmerne ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling,
skal være formanden i hænde senest 2 uger før den berammede generalforsamling.
Stk. 3 Ekstraordinær generalforsamling indkaldes, når bestyrelsen finder anledning dertil eller når mindst 25 stemmeberettigede medlemmer fremsender skriftlig begæring herom,
med angivelse af dagsorden. Den ekstraordinære generalforsamling skal i så fald
afholdes senest 4 uger efter begæringens aflevering. Indvarsling skal ske som ved ordinær
generalforsamling.
Stk. 4 Stemmeret på generalforsamlingen har aktive og passive medlemmer over 16 år, som ikke er i kontingentrestance.
Stk. 5 Stemmeafgivelse kan kun finde sted ved personligt fremmøde.
Stk. 6 Alle afgørelser på generalforsamlingen træffes ved relativt stemmeflertal (forholdsvis flest). Afstemningen sker ved håndsoprækning, med mindre 15 stemmeberettigede tilstedeværende medlemmer eller dirigenten kræver skriftlig afstemning. Alle personvalg
skal foregå ved skriftlig afstemning. Ved andet end personvalg bortfalder forslaget ved
stemmelighed.
Stk. 7 Lovændring skal vedtages på 2 af hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene kan være en ordinær generalforsamling. Generalforsamlingerne afholdes med
højst 4 ugers mellemrum.
Stk. 8 Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst indeholde følgende:
 
1. Valg af dirigent
2. Beretning fra bestyrelse og udvalg
3. Kassereren fremlægger den reviderede årsrapport og redegør for
foreningens økonomi.
4. Behandling af indkomne forslag
5. Valg af 1 - 5 bestyrelsesmedlemmer
6. Valg af bestyrelsessuppleant
7. Valg af revisor
8. Valg af revisorsuppleant
9. Eventuelt
 
§ 4
Bestyrelse
Stk. 1 Bestyrelsen består af de på generalforsamlingen valgte 1 – 5 medlemmer samt af en
repræsentant, primært formanden, for de enkelte afdelingsudvalg Den valgte suppleant
kan, uden stemmeret, deltage i bestyrelsens møder.
Valgbar er ethvert myndigt medlem af foreningen.
Stk. 2 Bestyrelsen konstituerer sig med formand, næstformand, kasserer og sekretær, primært blandt de generalforsamlingsvalgte medlemmer.
Stk. 3 Valgene gælder for 2 år ad gangen.
Stk. 4 Såfremt kandidater til valg af det 5. medlem af den generalforsamlingsvalgte bestyrelse
opnår stemmelighed, foretages der omvalg blandt disse. I tilfælde af stemmelighed ved omvalget sker valget ved lodtrækning.
Stk. 5 Såfremt et af bestyrelsens generalforsamlingsvalgte medlemmer fragår i valgperioden,
indtræder suppleanten i h. t. § 3 stk. 8, pkt. 6.
 
§ 5
Bestyrelsens bemyndigelse
Stk. 1 Bestyrelsen leder foreningen efter nærværende love, herunder administration og økonomi, samt tegner den samlede forening udadtil.
Stk. 2 Køb, salg og pantsætning af fast ejendom kan kun foretages efter en general- forsamlings bemyndigelse.
Stk. 3 Bestyrelsen har ret til at antage lønnet medhjælp til kassererens arbejde og til drift og
vedligeholdelse af foreningens anlæg. Denne medhjælp behøver ikke at være medlem
af foreningen
Stk. 4. Bestyrelsen kan, såfremt det af økonomiske eller sportslige grunde skønnes nødvendigt, nedlægge en afdeling. Afdelingen kan dog forlange beslutningen udskudt til endelig afgørelse på førstkommende generalforsamling.
Stk. 5 Oprettelse af nye afdelinger kræver bestyrelsens godkendelse.
Stk. 6 Bestyrelsen kan foretage eksklusion af medlemmer jfr. § 2, stk. 4. En eksklusion kan
indankes for den førstkommende generalforsamling
Stk. 7 Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når over halvdelen af bestyrelsesmedlemmerne er til stede. Alle afgørelser træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 8 Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller 2 bestyrelsesmedlemmer finder det nødvendigt. Der udarbejdes referat af det under bestyrelsesmødet vedtagne. Referatet fremlægges på næstfølgende bestyrelsesmøde til godkendelse.
Stk. 9 Foreningen repræsenteres indenfor unioner og forbund, af hvilke den er medlem, af
afdelingsudvalgsformanden og / eller foreningens formand.
Stk.10 Bestyrelsens medlemmer har ret til at overvære møderne i afdelingernes udvalg uden stemmeret.
 
§ 6
Afdelingsudvalg
Stk. 1 Hver idrætsgren i foreningen vælger et udvalg, så vidt muligt bestående af mindst 3
medlemmer.
Stk. 2 Valg til udvalg gælder for 2 år. Udvalgene konstituerer sig, og er beslutningsdygtige,
når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede. Såfremt et medlem fragår i valgperioden, supplerer udvalget sig selv indtil næste valg.
Stk. 3 Udvalgene leder afdelingernes daglige arbejde, og tegner afdelingerne gennem valgte repræsentanter, i de lokale og nationale organer, som foreningen er tilsluttet.
Stk. 4 Udvalgene leder afdelingernes økonomi herunder fastsættelse af afdelingens kontingentsatser.
Stk. 5 Beslutninger i afdelingsudvalgene træffes ved simpel stemmeflerhed. Ved stemmelighed er formandens stemme afgørende.
Stk. 6 Udvalgene afholder møde så ofte formanden eller 2 udvalgsmedlemmer, finder det
nødvendigt.
Stk. 7 Udvalgene er pligtige til løbende at underrette bestyrelsen om deres arbejde og
idrætsaktiviteter. Skriftlig årsberetning aflægges senest 30 dage før den ordinære generalforsamling.
 
§ 7
Foreningens økonomi
Stk. 1 Foreningens regnskabsår er kalenderåret
Stk. 2 Regnskabet skal tilstilles revisorerne, og skal være gennemgået, således at regnskabet med påtegning skal være tilgængeligt for bestyrelsen senest 1 uge før generalforsamlingen.
Stk. 3 Generalforsamlingen vælger 2 revisorer samt 1 revisorsuppleant for 2 år ad gangen.
Revisorerne gennemgår foreningens regnskab, der føres af kassereren efter bestyrelsens nærmere anvisninger, og indgiver eventuelle bemærkninger herom til bestyrelsen.
Stk. 4 Medlemmernes kontingentindbetaling foretages til foreningens konto i et pengeinstitut.
Stk. 5 Bestyrelsen kan give fuldmagt til at hæve på foreningens konti.
Stk. 6 På de generalforsamlingsbesluttede henlæggelser, kan kun kassereren og formanden i forening hæve på foreningens konti, til henlæggelsens formål.
 
§ 7
Afdelingsøkonomi
Stk. 1 Indtægter der skabes af afdelingerne, herunder kontingenter tilfalder de enkelte afdelinger.
Stk. 2 Offentlige tilskud, der tilfalder foreningen, fordeles til afdelingerne og foreningen efter
de retningslinjer, hvorefter de er ydet.
Stk. 3 Hver afdeling betaler selv for lokaleudgifter
Stk. 4 Afdelingerne betaler en forholdsmæssigt andel af de fælles administrationsomkostninger.
Stk. 5 Årets over- / underskud overføres efter bestyrelsens beslutning.
 
§ 8
Opløsning
Stk. 1 Foreningens opløsning kræver vedtagelse på 2 hinanden følgende generalforsamlinger, hvoraf den ene skal være en ordinær generalforsamling.
Opløsningen kræver kvalificeret flertal – ¾ på begge generalforsamlinger.
Stk. 2 I tilfælde af foreningens opløsning, skal foreningens midler anvendes til almennyttige
formål i Frederikshavn Kommune efter Folkeoplysningsudvalgets anbefaling.
 
§ 9
Hæftelse
Stk. 1 Foreningen hæfter kun for sine forpligtelser med den af foreningen til enhver tid tilhørende formue. Der påhviler ikke foreningens medlemmer og / eller bestyrelse nogen
personlig hæftelse.

Strandby-Elling-Nielstrup Idrætsforening
 
Således vedtaget på den ordinære generalforsamling 25.marts 2015 og efterfølgende ekstraordinære
generalforsamling samme dato.
 
Dirigent: Willy Bach Nielsen
Strandby-Elling-Nielstrup Idrætsforening